Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

En dag i Hus Haderslevvej

Da jeg kom ind i børnehaven klokken halv syv, var der en voksen hos Bøllerne.  Den voksne var ved at dække bord til mig og de andre børn. Til morgenmad kunne jeg vælge mellem havregryn med mælk, brød eller knækbrød. Der var også ost, marmelade og honning. Jeg vinkede til min mor i det store vinkevindue i. Derefter spiste jeg. Mens jeg gjorde det, kom der flere børn. Der kom også en voksen mere klokken 7.15.​

Da jeg var færdig med at spise, satte jeg mig sammen med to af mine venner og legede med Lego. Klokken kvart over 7 ryddede de voksne morgenmaden væk.

Der kom mange flere børn, og klokken 7.30 gik vi i vores grupper; Bøllerne nedenunder og Hottentotterne ovenpå. Klokken 8.15 kom der en voksen mere.

I løbet af de næste par timer var næsten alle børnene i hele børnehaven kommet. Så blev der leget rigtig meget! Nogen gange er vi mest på vores stuer, andre gange går en eller to af vores voksne i værkstedet. Så kan vi komme derind og lave alt mulig spændende.

Når vi gerne vil andre steder hen, skal vi huske at snakke med de voksne om det. Det glemmer vi altså nogen gange, og så leder de efter os.

Indenfor må vi for resten ikke råbe og løbe. Hvis vi har lyst til det, skal vi gå ud på legepladsen. ​

Vi laver faktisk mange forskellige ting i vores børnehave. Tit må vi selv bestemme, men nogen gange bestemmer de voksne.

Nogle gange har vi noget, de voksne kalder for ”Tema” om formiddagen. Så bliver vi delt op, nogen gange efter alder, så vi er sammen med dem jævnaldrende i små grupper. Så gir vi den gas med sprog, sang, musik krop og hop og meget mere. Det er rigtig sjovt.

Andre gange er det kun de største børn i ”storebørnsgruppen” der har ”tema”. De voksne siger, at de skal noget særligt, så de kan blive rigtig klar til de skal starte i Glidende Overgang på skolerne.

Men i dag skulle vi på tur til Marielundskoven. Vi tog tøj på. Vi tog vore egne rygsække på. I rygsækken var min madkasse og min drikkedunk. De voksne havde også en rygsæk med deres madpakker, kaffe, te og skiftetøj til os.

Vi gik ned til busstationen og tog bussen ud i skoven. Det var virkelig sjovt. Vi løb op og ned ad bakkerne og fandt mange spændende ting i skovbunden.

Mens vi var i skoven, var Hottentotterne hjemme og legede over hele børnehaven. Så var der rigtig meget plads til dem.

Ved 10.30 tiden er der samling i vores gruppe. Vi tjekker lige op på, hvem der er der, snakker om hvilken dag det er og synger nogle sange, som vi leger til. En gang imellem holder vi børnemøde om fri for mobberi. Så har vi alle vores små bamser med til møde.​

Nå, men vi der var ude i skoven, spiste vores madpakker der. Jeg havde klapsammenmadder med og agurker, gulerødder, en frikadelle og et dejligt æble, min mor havde købt til mig.

Derhjemme i børnehaven spiser vi ca. klokken 11 efter samling. Vi spiser på vores grupper, men også nogen gange sammen med dem vi er på alder med. Vi får vand til maden.

Mens vi spiser, må vi gerne snakke sammen. Men de voksne har bestemt, at vi ikke må larme, mens vi spiser. De siger, at så kan vi ikke nyde vores mad.​

Nå, men tilbage til skovturen. Da vi var færdige med at spise ude i skoven, legede vi lidt, indtil vi tog bussen hjem til børnehaven.

Hjemme i børnehaven var næsten alle børnene ude på legepladsen. Der var også nogle børn, der legede inde. ​

Der midt på dagen, mens vi leger ude på legepladsen eller inde, holder de voksne pause på skift. De sidder oppe i personalestuen og snakker og griner. Det sker nogle gange, at jeg altså bare ikke gider være ude på legepladsen, hvis alle børn er ude. Så spørger jeg en af de voksne, om jeg må gå ind. Nogle gange får jeg lov, og andre gange er det nogle andre børn, der får lov.​

I dag ryddede vi op og gik ind klokken halv to. Nogen gange bliver vi ude længere, hvis vi leger godt. Vi må gerne lege med vand ude på legepladsen. Det er virkelig sjovt.

I dag var der fire børn, der blev ude på legepladsen alene. Det må vi godt, men vi skal bare være ved Sandkasserne, så de voksne kan se os inde fra huset. Så holder de voksne øje med os inde fra værkstedet, og ind i mellem kommer de ud og kigger til os.

Da vi kom ind, skulle vi have overtøjet af. Det kan de fleste af os faktisk godt selv klare. ​

Klokken lidt i to skulle vi have eftermiddagsmad. Det får vi på vores grupper, men hvis vi er ude, får vi det på legepladsen. Det er ikke altid, jeg har lyst til det, så siger jeg bare nej tak og leger videre.​

Efter eftermiddagsmad er der åbent så vi kan lege både oppe og nede, og der er voksne både hos Bøller, Hottentotter og nogen gange osse i værkstedet. Jeg legede med nogle af mine venner og vi hyggede os rigtig meget. Vi kunne høre, at dem der var inde i værkstedet spillede musik og dansede. Det er altså bare så sjovt. Rundt i hele huset legede børnene overalt.

De voksne i børnehaven har bestemt, at vi alle skal være gode ved hinanden. F.eks. må man ikke slå eller bide hinanden, hvis man nu bliver uvenner. De voksne siger, at jeg gerne må blive gal, rasende og ked af det, og at det er vigtigt, at jeg siger, at jeg er det.

Hvis de andre børn gør noget ved mig, jeg ikke vil have, skal jeg sige meget bestemt " Lad være med det, jeg vil ikke ha` det", og det virker faktisk! Hvis vi ikke selv kan finde ud af det, når vi bliver uvenner, så henter vi en voksen. Så hjælper de os med at blive gode venner igen.​

Nå, hvor var det nu, jeg kom fra? Jo vi var altså gået i gang med at lege efter eftermiddagsmad, og så begyndte nogle af børnene at gå hjem. Der var heller ikke så mange voksne tilbage. Men der var masser af plads til mig og mine venner til at lege på.​

Klokken 15.30 var der kun 2 voksne tilbage i hele børnehaven. Vi hjalp dem med at rydde op. Når vi lukker er vi altid nedenunder hos Bøllerne og i værkstedet, eller udenfor. 

Klokken 16.00 var vi kun fem børn og en voksen tilbage i hele børnehaven. Vi fik lov til at låne en IPAD og spillede et sjovt spil. Vi kunne også få læst en historie.

Klokken 16.30 lukkede børnehaven, alt lyset blev slukket og døren låst. Jeg gik med min far og mor hjem. Og jeg var træt efter en dag i min børnehave.