Forældrebestyrelsen har beskrevet ansvarsfordeling mellem forældre og personale som følger:
Det er forældrene, der har det grundlæggende ansvar for børnenes opvækst og trivsel.
Hvilket vil sige, at forældrene har ansvaret for:
- Børnenes væremåde i og udenfor institutionen.
- Barnets grundlæggende fysiske behov for mad, søvn, tøj mv.
- Dække barnets grundlæggende psykiske behov for omsorg, følelsesmæssig kontakt, og dermed udvikling af barnets selvværd.
- Eneansvarlig for barnets trosopdragelse.
- Formidling af værdier, normer og holdninger.
Personalet supplerer forældrenes ansvar ved at:
- Give omsorg og skabe tryghed og velvære.
- Stimulerer børnenes udvikling og trivsel.
- Styrke børnenes selvværd.
- Være eneansvarlig for børnenes sikkerhed, mens børnene er i institutionen.
- Være i løbende dialog med forældrene om det enkelte barns trivsel og udvikling.
- Være ansvarlig i forhold til servicelovens bestemmelser om underretningspligt, såfremt der er åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller udvikling trues.
Vi prioriterer den daglige kontakt til den enkelte familie højt. Det er helt naturligt og afgørende, at der er en gensidig orientering om barnets trivsel og udvikling.
For det enkelte barn afholdes der en forældresamtale ved barnets start og en trivselssamtale inden for det første halve år. For kommende skolebørn tilbydes der ligeledes en samtale i løbet af efteråret, inden skoleindskrivning.
Såfremt der måtte være behov for yderligere samtaler på andre tidspunkter, aftales dette med personalet. Ligesom der til enhver tid vil være en løbende og daglig dialog om det enkelte barn.
Vi tilstræber et højt informationsniveau om alt, der vedrører børnene og deres dagligdag.
Arrangementer:
Hen over året afholdes forskellige arrangementer. Nogle hvor vi er primusmotor, og andre, hvor det er bestyrelsen, der er drivkraften. Arrangementerne og dato for disse arrangementer meldes ud på Aula.